Spejdersæsonen er for alvor skudt i gang efter en hyggelig generalforsamling med fællesspisning, årsstjerner og flere helt særlige hædersbevisninger. Vi fejrede både Steen og Anne Dahl, Børge og Trucker – og ikke mindst imponerende 100 års samlet spejderliv.

Så er spejdersæsonen for alvor skudt i gang!
I går havde vi vores årlige generalforsamling, og som altid blev aftenen startet med fællesspisning for både spejdere, ledere og forældre. Det er efterhånden blevet en fast tradition og en rigtig hyggelig måde at starte den nye sæson sammen på.
En sæson uden oprykninger
Efter maden var det tid til en af de andre faste traditioner, nemlig oprykningen mellem vores enheder. Normalt betyder det, at nogle af vores ulve bliver til tropsspejdere, nogle tropsspejdere rykker videre til seniorerne, og seniorerne tager næste skridt mod klanen.
Men i år var det lidt anderledes. Der var nemlig ingen, der skulle rykke op.
Til gengæld havde vi årsstjerner, der skulle overrækkes, og det er altid dejligt at kunne fejre de spejdere, der har været en del af Thingvalla endnu et år.


En særlig hæder til Steen og Anne
Vi havde også fornøjelsen af at kunne give en særlig og sjælden hyldest til to forældre.
Med en uundværlig indsats har forældreparret Steen og Anne Dahl været de drivende kræfter bag fondsansøgningen til Den A.P. Møllerske Støttefond i 2023 på vegne af KFUM-Spejderne og De grønne pigespejdere i Vangede.
Efterfølgende fortsatte deres indsats som det rolige overblik på projektet, som i dag er helt afsluttet. For deres store arbejde er de blevet hædret med “Den gule lilje” – et sjældent hædersbevis til personer, der har gjort en helt særlig indsats for det lokale spejderarbejde.

Donationen gjorde det blandt andet muligt at lægge nyt, isoleret tag på det arkitekttegnede spejderhus fra 1974. Det giver bygningen et tiltrængt miljøløft og giver samtidig lederne ro til at fokusere på børnene i stedet for fundraising.
100 år som spejdere
Det var selvfølgelig ikke den eneste specielle begivenhed, der skete i går.
Vi havde nemlig besøg af Lasse fra KFUM-Spejdernes Hovedbestyrelse. Det er ikke noget, der sker hver dag, men når vi har to personer i gruppen, som vi holder rigtig meget af, og som samtidig har brugt en kæmpe del af deres liv på spejderlivet i Thingvalla, så skulle det selvfølgelig markeres.

Børge og Trucker har tilsammen været spejdere i ikke mindre end 100 år!
De fik hver især en tale af Lasse, hvor der blev sat ord på deres mange år i spejderbevægelsen, inden de begge fik overrakt KFUM-Spejdernes 50-års hæderstegn.
Det er en ganske særlig milepæl, og vi er utrolig glade for at have både Børge og Trucker som en del af Thingvalla.
Kæmpe tillykke til jer begge!




Forældrene får også indflydelse
Generalforsamlingen gav selvfølgelig også forældrene mulighed for at få indflydelse på gruppens arbejde. Her blev der både sagt farvel til en mangeårig kræft i bestyrelsen og budt velkommen til nye kræfter.
En særlig tak skal lyde til Niels, som siden 2016 har været en del af gruppebestyrelsen. Efter 10 år i bestyrelsen – heraf som formand – har Niels valgt at give stafetten videre, så der kan blive plads til nye kræfter og nye idéer.
Som tak for hans mange års store indsats fik Niels overrakt et tinaskebæger som et lille minde om tiden i bestyrelsen.

Samtidig er vi rigtig glade for, at en forælder greb muligheden for at træde ind i gruppebestyrelsen som nyt medlem. Det er vi meget taknemmelige for, og vi ser frem til det kommende samarbejde.
Det er vi rigtig taknemmelige for, og vi ser frem til det kommende samarbejde.
De øvrige forældre bød også ind med gode input og tanker om året, der er gået, og om hvad der venter os i den nye sæson.
En ny sæson er begyndt
Med generalforsamlingen er vi nu for alvor kommet i gang med en ny spejdersæson. Vi glæder os til endnu et år fyldt med spejderliv, fællesskab og gode oplevelser sammen.
